Korsmedergaard - Økologi og gårdbutik              
Forside | Kontakt | Kurv | Nyheder | Profil | Vilkår | Søgning | Min konto
 
Nu kan der betales med Dankort              
Vis kurv

0 vare(r) i kurven 
I alt 0,00 DKK
Korsmedergaard
Gl. Viborgvej 210 Randers NV, 8920
Telefon: 40347730

Hos os er alle fødevarer økologiske. Gårdbutikken er åben alle dage kl. 10-18.

/images/forside-Korsmederggard_ny.jpeg
 
Velkommen til Korsmedergaard.
Økologisk landbrug med gårdbutik og webshop - og sjæl.

25. september
I det sidste nummer af Økologi og Erhverv var der en artikel om os. Den kan kæses her:
http://okologi.dk/oekologi-og-erhverv/nyheder/2016/09/her-kan-kunden-faa-det-hele

5. september
Vi har nu gennemgået bidragene til de 2 konkurrencer:
Der var mange fine børnetegninger. Vi valgte Hjaltes glade høne som vinder, fordi den rammer gårdens liv så godt. Korsmederslot er et navn, vi vil overveje, men der mangler dog en prinsesse - og det med ballonerne vil vi huske på næste år. GOD IDE. Til lykke til Hjalte. Præmien står og venter på dig.
Vi havde bestræbt os på ikke at lave quizzen for svær år. Det var en betinget succes. Alle besvarelser var mellem 6 og 12 rigtige, dog med en pæn stak 11'ere. Der var 6 12'ere, der alle faldt på det åbenbart svære spørgsmål 10. De røde bær er på aspargesplanterne.De er giftige og minder en hel del om bærrene på liljekonvaller. Derudover var der især mange, der ikke kender den herlige kartoffelsort "King Edward", Den er rødspættet og er især elsket af ældre mennesker, fordi den "meler". I øvrigt var en del af spørgsmålene lavet sådan, at der var flere rigtige besvarelser
Den udtrukne vinder er Claus Zetterstøm. TIL LYKKE

4. september
TAK for en fantastisk dag. Efter de sidste af jer var gået, stod vi med fornemmelsen af, at alt var gået som ønsket. Vi er kisteglade for, at I havde lyst til at komme og være med - med snak, kikken, smagen og køb. Det er høstmarked, når det er bedst. I morgen begynder vi at gennemgå de mange tipskuponer og tegninger. I hører nærmere.

3.september
Vi glæder os så meget til høstmarkedet i morgen 10-17. Om det bliver solskin eller regn (sandsynligvis begge dele): Det kan kun blive godt.!!!
Både telt og butik er spækket med suverænt gode tilbud. Hvad siger du f.x. til en kasse sodavand til 99,-kr (+pant) - eller æblegele og slåensaft til en flad 10'er - osv osv. Og så er der rigtig mange flere ualmindeligt gode tilbud. I dagens anledning høster vi sæsonens første jordskokker.
Tip en 13ér går i år tæt på Svend Erik og gårdens liv i almindelighed.(Præmie: Flot gavekurv)
Tegnekonkurrence for børn i alle aldre! (Præmie: Flot gavekurv)
Grill, kaffe og kage, æblesaft og friskpresset saft af gårdens produkter.

KOM!


31. august
Høstmarkedet nærmer sig, og vi har travlt med at gøre klar til jer. Frugterne får en vigtig rolle på dagen. Vi starter op med både æbler og pærer, og der er stadig supergode "Korsmedergaard" blommer.
Vores leverandører har ydermere rystet fantastisk gode tilbud ud af ærmerne, og så glæder vi os ikke mindst til at have god tid sammen med jer over en kop kaffe - eller vores egen æblesaft.

23. august.
Temaet i disse dage er blommer, rigtig mange forskellige slags, der kommer som perler på en snor. Også bønner har vi mange af, og vi sælger dem rigtig billigt. Asierne er begyndt, (og drueagurkerne er ikke helt færdige), så hvis du kan lide at sylte, er det tiden. Resten af måneden sælger vi super billige frugtsmoothies. Vores nye røde høns er stadig nybegyndere i kunsten at lægge æg, så størrelsen er til den lille side. Det er prisen til gengæld også: 40,- kr pr bakke med 30 stk

21. juli
Vores solbær til Søbogaard (der laver både saft og marmelade af dem) skal høstes i den nærmeste fremtid - indenfor de næste 14 dage. De bliver maskinplukket, og kan derfor sælges meget billigt. I kan forudbestille, og vi ringer jer op, når de er høstet. Pris 25,- kr/kg. Lige nu har vi rigtig mange squash og drueagurker.

16. juli
Det er en herlig tid, selv om man må sige, at vejret driller. Jordbærsæsonen må vist dømmes slut, indtil der kommer bær fra hus omkring 1. september. Udover kirsebærrene er nu også solbær i gang. På grøntsiden er vi begyndt med broccoli, bladselleri og ikke mindst drueagurker.

9. juli
Jordbærsæsonen er særdeles ustabil. Vi har nogle få rækker sene bær, der er store, dybtrøde og særdeles velsmagende. Men vejret stopper hele tiden plukningen. Så kom ikke bare efter jordbær, eller orienter dig først. Kirsebærsæsonen er i fuld gang, og uhm, hvor de smager. Det samme må jeg sige om ærterne. Om det er sorten, eller vejret, ved jeg ikke, men de er virkeligt gode. Også squash er nu begyndt så sortimentet er efterhånden rigtig godt.

1. juli
PT INGEN SELVPLUK
Der er ikke mange jordbær i denne tid. De er "regnet væk". Vi har en sen sort, der bare ikke er begyndt endnu, så sæsonen er ikke helt slut.

30. juni
Markvandringen i går aftes var en rigtig fin oplevelse. Det var SÅ skønt, at 130-150 mennesker havde lyst til at følge gårdens liv. Vi fik set og fortalt om rigtig mange af gårdens afgrøder og også hørt om Svend Eriks grunde til at drive et sted, der har så stor en mangfoldighed, at det er en fryd at dele med kolleger, kunder og venner af gården. At det så var en af de helt magiske sommeraftener, gav bare det hele en ekstra dimension.
Tak for en super aften.

14. juni
Der er rigtig mange jordbær nu, og kvaliteten er høj - også på grund af det gunstige vejr. Vi har åbnet for selvpluk. I det hele taget bugner butikken med dejlige friske sager: Ærter, skønne bundteløg, spinat, friske hvidløg, en stor mangfoldighed af salater og lækre krydderurter som prikken over i'et.

3. juni
I gamle dage var det en målsætning, at de første kartofler og jordbær skulle være klar til Sct. Hans. Nye sorter, klimaændringer (!) og dygtige bønder (her er det Svend Erik) har ændret målsætningen til Grundlovsdag. Også i år er det lykkedes. Vi har overmåde lækre kartofler (Solist, som sidste år) og jordbær klar til jer (de hedder Sonata). Så kom og forsyn jer. Vi glæder os til at se jer i butikken, og I kan få den skønneste middag....

24. maj
Ved I mon, at vi har et meget stort udvalg af de flotteste krydderurter. De kan bruges både til udplantning og i køkkenet med det samme

2. april
Torsdag den 7. april har vi Aronia demo- og smagning fra kl 13-16. Aronia er smækfyldte af antioxidanter - og således noget ganske særligt. Snyd ikke dig selv for at blive klogere på dette fantastiske bær, hvis du har muligheden for at komme,

23. marts
Gitte og hendes dagplejebørn er vindere af æggekonkurrencen med nogle superflotte æg.
Ommøbleringen i butikken er næsten færdig. Den bliver godt nok flot. Tak fordi I har taget rodet så pænt. Og så er det jo aldrig til at finde noget som helst, når alt nu har fået en ny plads, men så kan man opdage alt det nye, der kommer i et hidtil uset tempo: En serie umådeligt lækre og smukke flagesalte, mandler med forskellig smag (snacks, ikke slik) osv. osv.) GOD PÅSKE TIL JER ALLE.
VI HAR LUKKET LANGFREDAG OG PÅSKEDAG (25. og 27. MARTS)

17. marts
Påskeæg! (Er I med på lidt sjov?)
Rigtig mange af vores kunder siger, at vi har byens bedste æg, og det tror vi på. Hvis du ikke har smagt dem allerede, gør det nu!
En lille konkurrence i anledning af påsken: Pust et æg ud og dekorer det. Aflever i butikken med dit navn og tlf. Vi vælger det, vi bedst kan lide, og præmien er 6 æg (dem med marcipanfyld) Vinder offentliggøres tirsdag 22. marts, og forhåbentlig har vi en pæn samling af flotte æg at vise i butikken onsdag.

16. marts
Åbningstider i påsken:
Det er ikke tit butikken lukker, men som sidste år har vi 2 lukkedage i påsken: Langfredag og Påskedag (25. og 27. marts). I år har påskesalget sin helt egen dimension: Total ommøblering (incl. hovedrengøring af butikken) Undskyld alle besværligheder. Vi lover det ender rigtig godt! Supergodt endda.
De nye hvide høns lægger nu æg næsten i "voksenstørrelse". Der er dog stadig en del undermålere. Lækre, lidt små æg, ofte med to blommer. Dem sælger lige nu for 35,- kr for 30 stk. Det kan man da kalde påskeæg.

10. marts
Jannie er godt i gang. Hun har sine meninger om, hvor skabet (undskyld, varerne) skal stå, og I vil snart møde en ganske fornyet butik. Omend ung er Jannie gammel i branchen. Hun har arbejdet med detailhandel i 17 år - de sidste 4 med egen butik. Så kom og se og kommenter: Det er jo jer, der skal bruge butikken.
Vi har fået såjord og priklejord. plantesække, farmergødning (af komposteret hønsegødning) samt lupingødning. Også frøene er fremme. Så venter vi bare på lidt mere grøde.
I den veganske Soyade serie har vi nu også fået en vaniljedessert, og den smager rigtig godt. Men prøv selv.

23. februar
Skiftedagen nærmer sig. Lørdag har Gitte sidste arbejdsdag i butikken, som hun de sidste par år har plejet med kærlig hånd. Så hvis I vil sige farvel, skal det være denne uge. Gitte vil i hvert fald gerne sige farvel til jer!!! Gitte går tilbage til sin gamle branche og skal lede en delikatesseafdeling.
Mandag starter Jannie, som er fuldbefaren i faget. I får præsentation i næste uge.

9. februar
Dagene længes, og det uden at vinteren strenges. Hønsene søger ivrigt ud nu. De nye hvide har stadig lidt begyndervanskeligheder med ægstørrelsen, så vi tilbyder lidt endnu 30 små æg for 15,- kr. Men der bliver færre og færre, så det er med at handle, mens de er der.
Vi har jo en del spidskompetencer - når vi selv skal sige det! En af dem er kål. Vi har stadig en del hvidkål tilbage, hvad der har inspireret os til dette bomstærke tilbud: 9,- kr/stk (alle størrelser). Den pris kan vi selvfølgelig ikke holde i evigheder, så det er bare med at slå til.Samtidig kan I evt lade jer friste af 5 lange slanke porrer for bare 10,- kr....
Foran butikken står igen de lækreste grønkål i potte. 30,- kr/stk

4. februar
Vi er jo en økologisk gårdbutik, og det er uden undtagelser, næsten da! Vi har et pænt udvalg af sardiner, makrel og tun, det vil sige vilde fisk, fanget i bæredygtigt fiskeri. Disse fås dels i vand og dels tilsat økologiske ingredienser: olivenolie eller tomat. Kvaliteten er i top! Hele februar sælger vi disse med rabat. Så benyt lejligheden til at smage på disse dejlige produkter - for en billig penge.

20. januar.
Vores nye høns er nu begyndt at lægge æg - som sædvanligt ganske små i begyndelsen. Dem sælger vi så også til rigtig små priser: Kun 15,- kr for 30 æg
Vi har et andet kup parat til jer. Vores fremragende Uganda kaffe sælger vi nu i hele bønner versionen for bare 42,- kr. for 500 g. Ovenikøbet har vi en kaffemølle stående i butikken, så hvis du vil have dem malet her, er det selvfølgelig også en mulighed. Udløb 17/3.
Og så er Kong Vinter også kommet til Tånum. Indtil videre klarer vi det rimeligt. Dog må vi pt. afstå fra at sælge grønkål i potte. Men afhugget eller i pose klarer vi endnu. Og kvaliteten er i top,

6. januar.
I går fik vi 12.000 nye beboere på gården. Smukke hvide hønefruer, noget trykkede af situationen. Allerede i dag føler de sig bedre tilpas, og det kan de også sagtens, for Svend Erik putter dem hver aften!
Vi glæder os til vi kan komme i marken igen. Lige nu er alting frosset godt ned.
Men så kan vi glæde os over dejlige nyheder fra de varmere himmelstrøg, for nok er omdrejningspunktet her vores egne produkter, men vi prøver også at have en alsidig butik, der kan byde på spændende ting fra andre egne. Vi har lige fået et lille pust fra Sicilien, nærmere betegnet Etnas frodige skråninger. Derfra kan vi tilbyde vidunderligt gode blodappelsiner, pomerans og de fantastiske kumquats. Kom og smag - altså pomeransen skal lige laves i marmelade først...

31. december

Godt nytår til jer alle - og tak for et 2015, der i den grad peger fremad, selv om der også er modsatte tendenser i den store verden!
For et par dage siden fyldte Svend Erik 79 år og er mere klar end nogensinde til at udvikle sammen med jer. Markplanerne for 2016 er ved at tage form. Og som altid sker der nye ting - også i butikken.

Korsmedergaards billede.



24. december
Glædelig jul til jer alle. Vi håber I får nogle gode dage, hvor de kærlige hjertebånd kan næres - og derudover et pusterum fra dagligdagens - for rigtig mange - hæsblæsende tempo.
Sandsynligvis pusler et par nisser rundt udenfor.

20.december
ÅBNINGSTIDER OMKRING JUL OG NYTÅR
24 december: Åbent 10-13
25. og 26. december lukket.
31. december åbent 10-14
1. januar lukket
Alle andre datoer 10-18 som normalt.

Gæs er nu udsolgt. Vi har stadig ænder.


17. december
Så går vi ind i slutfasen, hvad angår julesalget. Vi har måske været lidt for optimistiske med hensyn til marcipan, nougat og overtrækschokolade. I hvert fald har vi en del tilbage, som vi gerne vil have ryddet op i, og det skal komme jer til gode. Vi sælger alle med 20% rabat.
Og husk vores suverænt flotte "julepalmer". De smukkeste grønkål i potter. Rigtig mange steder er grønkål en uundværlig ingrediens til jule- (og nytårs-) bordene.
Vores egne æbler er så godt som slut. Der er lidt Holsteiner Cox og Rød Boscop tilbage, og så fortsætter vi med æbler fra  Augustin i "das alte Land", som er et meget stort æbleområde i Nordtyskland. PT Elstar, Topaz og også Holsteiner Cox. Alle 3 i fremragende kvalitet: Sprøde, velsmagende og smukke (og biodynamisk dyrkede)

7. december
Fredag 11.december kommer Sanne fra Staudeengen og fortæller om superbærret Aronia og giver smagsprøver. Derudover vil vi have ekstra gode tilbud på dagen. Vi glæder os til at se jer.
Lørdag og søndag 12. og 13, december er der igen smagsprøver på vores alsidige gløgg sortiment.


2.december
Lørdag og søndag i denne og næste uge har vi smagsprøver på vores forskellige gløgg. Kom og smag (og køb, hvis de også er din smag). Den ene er bedre end den anden.
I er en del, der har efterspurgt superbærret Aronia. Det har vi lyttet til og kan nu tilbyde et alsidigt sortiment, Når I nu alligevel kommer og smager gløgg, bør I kaste et blik på bordet, der bugner med Aronia i alle tænkelige former.Der er for enhver smag!

26. november
Her er fredagens tilbud. De er kun gældende 27. november og med forhold for udsolgte varer.
Alle teer i løsvægt tilbyder vi til usle 25,- kr/100 g
Superflotte savoykål for en flad 10'er/stk.
Vores egne suppehøns 35,-/kr/stk (uanset vægt)
Desuden er der nogle få julekalendere tilbage. De skal gerne have fundet et hjem i denne uge, så vi er til at snakke med. (Det er vi nu altid)

25. november
Sort fredag? eller hvid måske? Vi følger med amerikaniseringen, og har særligt udvalgte tilbud til jer på dagen. Kik igen torsdag aften eller fredag. I øvrigt har vi nu også fået høstet hvidkål og rødkål. Herligt!

21. november
Efter lange tiders regn lykkedes det endelig at få næste års hvidløg i jorden - og sellerierne høstet. Vinterklare er vi ikke endnu, men det var et skridt på vejen, og hvor er det livsbekræftende at lægge løgene til næste års høst her i den stille tid. I butikken bugner det med gode tilbud. Blandt topsælgerne er stadig grønkålspalmerne, selv om julegodterne også fylder godt.

17. november
Det milde efterår gør, at vi lige nu har meget flotte blomkål og savoykål (oveni de mange andre lækre grøntsager)
Vi har fået en kæmpeleverance af Woodshades (Mølle Skovlys) suverænt lækre juleguf: Marcipan, nougat, overtrækschokolade med meget meget mere.
De kommende uger har vi stærke tilbud på sesamfrø, solsikkekerner og græskarkerner samt ikke mindst en af Voelkels bestseller safter: Gulerod-Havtorn.
Fra Voelkel kan vi også tilbyde en ny ingefærsaft. Og så starter vi naturligvis med pyntegrønt.


3. november
Der er Summerbird hjerter til afhentning for de 3, der har sendt os fotos af deres flotte græskar. Til lykke.
De næste 14 dage har vi ekstra gode priser på rosiner.
Mortensænderne ligger parate i fryseren og venter tålmodigt, Vi har igen kyllingebryst
Vi vil meget gerne have bestilling på juleænder og -gæs her i november måned, så vi har nok til alle, Der er sædvanligvis meget stor efterspørgsel.
Og så er det rigtig blevet kåltid. Vi har de flotteste grønkål (En af vores specialiteter) . Lige til at plante derhjemme til senere fortæring.Og også meget flotte savoykål, og de er bedst inden det bliver alt for meget vinter, så måske du skal overveje, om det ikke er nu...

29. oktober
Vi kan nu tilbyde rigtig flotte og velsmagende pærer, helt glatte i skindet. Katrine hedder de. Tranebærrene modner nu villigt, og vi har (vist) nok til alle. De er fantastiske at bruge i mandlavningen. Udover kompot og syletøj kan det i den grad anbefales at bruge en (lille?) håndfuld i snart sagt hvad som helst, man har gang i. Fx. i en svamperagout, Hvis du ikke plukker selv, kan vi anbefale os med nogen supergode østershat (oveni markchampignon og portobelloen, som vi haft i længere tid)
Tak fra rigtig mange græskarhoveder, der fandt et sted at holde fest. Der skal nok blive masser af lys i mørket.

27. okotober
Vi har nogle hundrede Halloween græskar, der søger nyt hjem med det allerførste. De vil rigtig gerne skæres smukt og have lov til at stå og lyse på lørdag.
Det vil vi ikke forhindre dem i, så vi sælger dem til bare 10,- kr/stk.

21. oktober
Så er efterårsferien brugt op, og vi begynder lige som så mange andre at tænke på julen, selv om den stadig er et par måneder væk. Månederne, der kommer, har jo deres helt eget liv. Vi er rigtig gode til firmajulegaver, har et fint stort sortiment af specialiteter og lækriteter at pakke af. Vi kan opfylde individuelle ønsker og pakke i alle prisklasser. Hos os får du muligheden for at få pakket en gave, som dine medarbejdere vil værdsætte - og så får du oveni rigtig meget for pengene - også kvalitet!

16. oktober
Nu er det for alvor æbletid. I de kommende uger tilbyder vi sorterne Rød Aroma, Holsteiner Cox og Ingrid Marie.
På mirakuløs vis har vi stadig asier. Så hvis du ikke har syltet endnu (og gerne vil), kan det lige nås,
Vores egne salater slutter nu, og det samme gælder (næsten) courgetterne.

14. oktober
Benyt de sidste dage af efterårsferien - eller næste uge til at købe dine halloweengræskar. Skikken med lys i græskarrene i efterårsmørket kan man helt komme til at holde af,
Vi vil gerne honorere de flotteste. Så send et foto af jeres (fra i år) til salg@korsmedergaard.dk, så offentliggør vi billederne på facebook. De 2 flotteste findes op til dagen og får en præmie, og græskarrene udstilles efterfølgende her i butikken (Så pas på de ikke får frost)

9. oktober
Olie demo- og smagning i butikken kl. 12-16. Benyt lejligheden til at høre om - og smage de olier, du ikke plejer at bruge.
Vi giver 10% rabat på alle demo-olierne på dagen.

9. oktober
Så nærmer Halloween sig med stormskridt. Vi har som altid græskarrene, så dagen kan markeres på tilbørlig vis.
Faktisk er der rigtig mange efterårstegn: Vi er begyndt med tranebærrene, dyrket her på gården. Det er et af de meget fantastiske bær, smækfyldte med antioxidanter og uundværlige bitterstoffer, der styrker leveren i den grad, og så er de fantastisk lette at have med at gøre. Man kan f.x. koge dem let med lidt tyndtsnittede citronskiver og en vaniljestang + sukker og lidt vand selvfølgelig. I løbet af meget kort tid tykner de, og du har den herligste gele. Kom som altid på omhyggeligt rengjorte og steriliserede glas, og de kan let opbevares i køleskabet det næste års tid. Men selvfølgelig er det meget mere nærliggende at nyde dem straks. Kan også laves som kompot. Og der er selvfælgelig rigtig mange varianter: Når de små kumquats begynder op mod jul, er der simpelthen også her det perfekte match.
Også rosenkål og persillerod er nu i gang - og så mangler vi vist ikke ret meget andet end jordskokker og skorzonerrødder. Desværre har vi ingen af de tidlige jordskokker i år.
I butikken har vi også et knaldtilbud på kandiserede ingefærstænger. De koster bare 5,- kr/ps (Udløb 30/11) Og så har en del af jer nok set, at vi er begyndt at sælge de eksklusive Summerbird chokolader.

28. september
I denne uge er septembers himmel dejligt blå. Vi er ved at være færdige med løghøsten - Samsø Syltefabrik har fået den sidste leverance. Vi er nu i gang med majsene, Desværre er det ikke sådan, at det bugner i år, så det er med at nyde dem, mens de er der.



18.september
Nu har Samsø Syltefabrik fået deres asier og vi kan begynde at sælge igen. Og hvis I rigtig kommer i syltehumør, er det nok også et godt tidspunkt at tænke på de grønne tomater. Den sæson lakker hårdt mod enden. Modsat banker grønkålssæsonen på døren, og som altid er de store og flotte. I kan få dem i poser, på stok eller plantet i potte - og det samme gælder de dekorative røde Toscana "grønkål".

9. september
Frugtsæson er begyndt. Concorde pærerne er klar. Vi har forskellige blommer - lige nu nogle meget store, flotte og velsmagende, og så har vi lavet den første prøveplukning af Filippa æblerne De er så godt som klar. Det resulterede i sæsonens første æblekage. Opskriften får I her
Æblekage
For os bliver æblekagesæsonen altid skudt i gang med Filippa æblerne. De har (ikke mindst i begyndelsen) en meget fin syrlighed kombineret med en fantastisk aroma, der gør dem i den grad velegnede til æblekage. Selvfølgelig er der også andre sorter, der dur, som Boscop, Bramley m.fl.
I al sin enkelthed gør du således: Skræl og snit æblerne i både, kog med vand og en flækket og skrabet vaniljestang. Vandett skal bare lige dække bunden, så æblerne ikke brænder på og måske ca 1/3 rørsukker (smag dig frem, og husk, at der senere bliver tilsat makroner)  Kog til æblerne er delvist kogt ud. Her synes vi, at kagen bliver bedst, når en del af stykkerne stadig har bid. Imens de simrer, smuttes en portion mandler – der dernæst ristes på panden i olivenolie, og du pisker flødeskum.
Når æblerne er afkølede kan du samle kagen:
Først et lag grød – så et lag makroner – så et lag grød igen. Dernæst flødeskum. Der toppes med de gyldent ristede mandler. UHMMM siger vi alle.
Der er selvfølgelig rigtig mange måder at lave æblekage på. Denne har den besværlighed, at det de fleste steder er mere end svært at købe ØKO makroner, og de færreste af os tager os tid til at bage dem selv.
Den besværlighed må man komme over, som man bedst kan, huskende på, at resultatet ALTID hænger nøje sammen med råvarernes kvalitet.
Korsmedergaard har æbler, vaniljestænger, mandler og sukker.
Fløden og makronerne må du skaffe andetsteds.


7. september
SIKKE EN FANTASTISK DAG!!!
Tusind tak til jer alle sammen. Aldrig før har vi haft så mange gæster
Det er simpelthen så fint at mødes og have lidt bedre tid end i hverdagen - og rigtig dejligt, at I tager jer tiden.
Vi synes, at alt gik op i en større enhed, og alle var glade.
Og så gjorde det bare slet ingen ting, at vejrudsigten holdt.
 

HØSTMARKED SØNDAG 6 SEPTEMBER KL 10-17

Som mange andre øko gårde holder vi høstmarked i denne weekend (dog kun søndag for vores vedkommende). Kom og besøg os og vores 13800 forventningsfulde høns, der boltrer sig i den 8 ha store frugthave.
Markerne bugner af de lækreste grøntsager.
Butikken har ekstraordinært gode tilbud, og vi har som vanligt forskellige boder udenfor.
Præsentation af Randers vinen, samt smagning og salg
Økologisk sengetøj
Smoothie bar
Grill
Kaffe og kage
Smagsprøver

Vi glæder os til at se jer!


5. september
Vi er næsten klar til høstmarkedet sødag. Vejrudsigten lover godt vejr. Og der er helt sikkert tørt i teltet. Og I kan være vis på, at vi gør alt hvad vi kan, for at I får en god oplevelse. Svend Erik viser rundt i i frugtplantagen sammen med et antal trofaste høns kl. 11 og 14. Der er mosaik og keramik i ishuset. Og jeg tør godt skrive det nu: Du kan købe en kasse Slukert (30 stk) til 50,- kr. (Ja, det er knapt til at tro, men det handler om dato). Vi har en palle i alt. Og så er der bare rigtig mange MEGET gode tilbud.

3. september
Vi er i fuld gang med forberedelserne til høstmarkedet på søndag. Vi introducerer de eksklusive Summerbird chokolader i vores sortiment. Og vi er glade for også at kunne præsentere de første pærer og græskar fra gården. Dem har vi savnet rigtig længe. Når I kommer (for det gør I jo...!!!), skal I være ekstra opmærksomme på en lille fyr, der hedder Sluk'ert. Ham vil I ganske sikkert ikke kunne stå for.

25. august
SERVICEMEDDELELSE DRUEAGURKER OG ASIER
Glædeligvis er der rigtig mange af jer, der gerne vil have vores asier og drueagurker.
Uheldigvis har vi MEGET svært ved at leve op til vores kontrakt med Samsø Syltefabrik.på grund af den våde og kolde sommer
Så vi er nødt til at suspendere salget, indtil de har fået deres -forventeligt midt i september!

22. august
Nu er det næste hold ærter klar, rigtig lækre, og de har følgeskab af suverænt indbydende bønner, der er kommet lige så sent som sommeren. Men nu er den der! Og det samme er de skønneste knoldselleri, der er en af vores specialiteter. Blommerne står på spring. Det varer ikke mange dage, før de er der.

11. august
Så er solbærrene høstet færdig, og vi tager IKKE længere imod bestillinger. Der er mulighed for selvpluk nogle dage endnu!

9. august
I dag har vi startet solbærhøsten, begunstiget af det herlige sensommervejr. Skal du bruge til syltetøj, saft eller fryser, kan du lige nå det. Bestil pr. mail eller telefon.

8. august
Vi går nu i gang med slutspurten, hvad angår kirsebær selvpluk. Der er stadig mange, så hvis du endnu ikke har plukket, men gerne vil, skal du af sted nu. Også hønsene elsker det, når der ind i mellem ryger et revnet bær på jorden. Det ligger der ikke i mange splitsekunder. Der er rigtig mange agurker nu, store og flotte. Også drueagurkerne er i gang. Og så er solbærhøsten rigtig tæt på. Du kan bestille nu og afhente de plukkede bær til bare 30,-/kg, når de er høstet.

2. august
Skønt jordbærrene stort set er forbi, er det stadig store bærtid. Lige nu har vi rigtig mange kirsebær, og solbærhøsten står for døren. Vedr. begge: Se opslag nedenunder.
Hvidløgene er taget op og ligger til tørre. Hvis du har lyst til at lave en ranke til dit køkken, er det et godt tidspunkt at købe nu. Vi sælger 20 stk for 100 kr.

22. juli
Her er det store bærtid.
Vi regner med at selvpluk på jordbærrene fortsætter måneden ud, men det er klogt at komme nu, mens kvaliteten stadig er i top. Pris stadig 24,- kr/kg
Og så er kirsebærrene i fuld gang. Vi sælger dem i butikken til bare 40 kr/500 g, men også dem kan du plukke selv, og så kan du ovenikøbet hygge dig med hønsene samtidig.
Som selvpluk koster de 50,- kr/kg
Som en del af jer ved, er Søbogaard en af vores meget gode samarbejdspartnere.
Vi dyrker rigtig mange solbær til dem, som de bruger både til saft og marmelade.
Omkring 1. august skal vi høste til dem, og hvis I vil have til egenproduktion kan I bestille nu. De koster 30,- kr/kg
Af samme grund har vi et kanon tilbud til jer på deres fantastiske solbær marmelade.
Det er faktisk svært at lave den bedre selv. Den får I for KUN 17,-/glas.
Og så må vi desværre melde slut for selvpluk på ærter i denne omgang!


21. juli
Så starter slutspurten for jordbær selvpluk. Der er stadig mange gode bær (der har været meget glade selvplukkere i dag). Men jo før man plukker nu, jo lettere og hurtigere. Vi forventer at kunne plukke måneden ud, men med jordbær er der aldrig nogle garrantier.

10. juli
Vi har stadig selvpluk af både jordbær og ærter. Det er så hyggeligt, at se så mange af jer komme hele familien med hver sin skål og lave et fællesprojekt og en fællesoplevelse ud af turen til os.
Nu er vi også begyndt på kirsebær, squash og de smukkeste glaskål - både grønne og blå.

5. juli
Som nogle af jer ved, har vi et meget frugtbart  samarbejde med Søbogaard. Vi dyrker forskellige råvarer til dem og sælger de forarbejdede produkter i butikken, I disse dage handler det om hyldeblomster, der bliver forædlet til bl.a. hyldeblomstdrik. Den er derfor et af adskillige tilbud (restegilde efter Åbent Hus dagen). Den er i 73 cl flaske, og vi sælger den lige nu til bare 34,- kr/fl.
Og så er temaet i øvrigt jordbær-jordbær-jordbær lige nu. Pluk selv eller køb i butikken.

1. Juli
Så er det tid til selvpluk.
Der er rigtig mange jordbær nu - og de modner villigt i dette herlige sommervejr.
Så kom med baljer og spande og pluk. Smagen er helt i top,

28. juni
Tusind tak til jer alle for en fantastisk Åbent Hus dag. Den havde ikke været det samme uden jer. Vi vil gøre vores bedste for at leve op til jeres opbakning.
Følgende 3 vindere af det amerikanske lotteri blev udtrukket:A 75, B 65 og C 55. Gevinsterne kan afhentes i butikken.

26. juni
Så kan vi melde, at ærterne er klar. De smager bare fantastisk. Kom og smag om ikke før, så til vores Åbent Hus arrangement på søndag. Det skal I ikke snyde hverken jer selv eller os for at møde op til. Der er bare mange helt usædvanligt gode tilbud.

25. juni
I har været ualmindelig gode til at tage imod vores tilbud om selvpluk af jordbær. Så gode, at de er plukket helt rene. Vi vil være sikre på at have nok til Åbent Hus dagen på søndag (og hvor vi glæder os til at se jer). Derfor lukker vi for selvpluk indtil mandag.

23. juni
Efter bare en dag med varme bugner det med store, flotte og lækre jordbær. De er blevet meget søde.Vi starter med selvpluk nu. Pris 24,- kr/kg

22. juni
Det silende regnvejr, jeg skrev om i sidste uge er nærmest afløst af syndfloden. Lige nu er vi ved at blive skyllet væk. Godt det regner af inden vores markedsdag på søndag.
I de kommende to uger giver vi jer muligheden for at forsøde jer med lækre honningvafler til bare 17.- kr/pk. De smager!

17. juni
Så er der dømt sommer - her i det ret almindelige silende regnvejr!!!
Vi har høstet de første jordbær, som befinder sig tørt og godt i butikken, som mellemstation til din mave!
Desuden har vil også kanonflotte hvidløg friske fra marken

15. juni.
Vi har ventet længe. Lidt utålmodigt... NU er de der: De nye kartofler.
Kom og smag.

13. juni
Spegepølserne til halv pris er nu udsolgt. Vi har friske i fryseren.
Til gengæld har vi nu igen det fantastiske entrecote kød fra det østrigske apleland. Kun 100 kr/kg.
Og tranebær sælger vi også i den kommende uge til 33 kr/ps med 150 g

12. juni
Så er den danske broccoli sæson skudt i gang. Det fejrer vi med et virkelig skarpt tibud: KUN 12,- kr./stk
Spegepølserne med udløb 16. juni sætter vi nu ned til halv pris.
Uganda tilbudskaffen er udsolgt!

6. juni
Vi venter stadig på noget mere varme. Sagerne står og trykker sig lidt.
Vi har dog nogle MEGET flotte bundteløg.
Datovarerne bliver langet over disken i rekordfart. Oksespegepølsen er udsolgt.
Der er stadig lidt svinespegepølse tilbage med 20% rabat
og ca 1/3 af kaffen.400 g Uganda kaffe til sølle 29,- kr/ps
tilbud de kommende 2 uger er de superdelikate tørrede tranebær.
De er pakket med 150 g, og prisen er nedsat til 33,- kr./ps

29. maj
Nu skal I høre en interessant formel:
Supergod økologisk Uganda kaffe x superdårlig dato (19/6) = supergod pris (29,- kr/ps m. 400 g)
Fås lige nu i butikken!

28. maj
Nu høster vi radiser og forårsløg. Jeg behøver nok ikke at pensle ud, hvor lækre de er. Skønt igen at kunne tilbyde vores eget grønt - selv om det stadig er i det små.
Vi har fået nogle helt utroligt lækre hvide asparges. Fantastisk kvalitet.
Der er stadig spegepølser af begge slags, selv om det "søkker" godt i lageret. Det østrigske bøfkød er desværre udsolgt.
Vi har lige fået tilbudt og købt et pænt stort parti Uganda kaffe til en slik (God kaffe - dårlig dato). I hører nærmere, når det lander i butikken. Der kan I virkelig gøre en god handel.

20. maj
Ude på markerne er der rigtig travlt. Vi sår og planter på livet løs, hakker jordbær og kikker længselsfuldt efter ærterne, der også nærmer sig. I butikken kan vi næsten ikke vente, men det er vi så nødt til...
Vi har fået lavet en (for) stor produktion af spegepølser, dels lavet af ko dels af gris. De er en ægte luksus vare med meget smag og karakter. Vi har smagsprøver i butikken, så du ved hvad du køber. De er mindst holdbare til 16. juni, og vi giver 20% rabat
Og så har vi også fået en ny portion bøffer fra det østrigske højland, alpekvæg. Man skal bare forestille sig, det græs, de har levet af, så forstår man at kødet er mørkt, og saftigt. Og så samtidig ekstremt billigt: 100,- kr/kg, Sidst var det revet væk. Det er en selvfølge, men jeg skriver det alligevel: Og så har vi alle de gode grøntsager til!!!

6. maj
Et af de aller første produker her er altid brændenælderne. Vi har mange af dem, faktisk flere end vi er glade for, dog er de af en utrolig god kvalitet (utvivlsomt p.g.a. vores gode hønsegødning), og vi er stolte af at kunne tilbyde dem i butikken. Gammelt husråd: Skold dem som det første: Så holder de op med at brænde. Udover som suppe har de pænt mange anvendelsesmuligheder: De kan puttes i brød og pandekager i tærter, i salaten, de er gode i smoothien, som te osv osv. Og så er de noget af det sundeste. Utroligt vitamin- og mineralrige.
I et af drivhusene har vi plantet nogle rækker salat - flere forskellige slags. De er meget tæt på at være klar.

30. april
Hvor skønt. Vi høster nu rabarber på livet løs. Og så er det tærtetid. Her er en skøn og enkel opskrift: Rens og snit rabarberne i stykker a 1-2 cm. Tilsæt en passende mængde rørsukker og flækket vanilje. Jeg kan virkelig anbefale den mørke rørsukker Demarara. Den har karakter. Men pas på: Rabarberne skal ikke være for søde (der kommer senere makroner til). Giv et kort opkog med bare en anelse vand og lad stå og mørne med låg. Smut en passende mængde mandler og tilsæt. Når rabarberne er afkølede, lægges lagvis rabarber og makroner. Og slut med et lag flødeskum. UHMMM.En anden mulighed er rabarbertrifli. Den kan vi tage en anden gang. Udenfor butikken står udover æbletræerne en masse bakker med tagetes og venter på jer. For de af jer der er på facebook: Den har vi også fået gang i igen - langt om længe, så besøg os gerne der - OGSÅ!

28. april
I uge 18 og 19 har vi et super tilbud på den fantastisk velsmagende græske feta. Vi sælger den til bare 22,- kr/stk. Snyd ikke dig selv. Hvis du ikke allerede kender den, har du chancen her.
Og så er det jo store festtid. Konfirmationer og diverse helligdage står for døren..
Udover maden har vi et kæmpeudvalg i drikkevarer. Særligt skal selvfølgelig fremhæves vores velkendte og populære æblemost, der får englene til at synge. I vinafdelingen har vi et pænt sortiment. Måske det kan være sjovt at servere Randers vinen ."Domaine de la Clausholm", som vi kalder den. Groet på skrænterne der.
1. maj justerer vi æggepriserne. Herefter koster 30 stk 65,-. På de små æg er vi allerede begyndt at ændre priserne. Så små er de nemlig ikke længere. I dag koster 30 stk 30 kr-

23. april
Vi kan nu tilbyde bambuspinde til alle jer med have. Vi har dem i 3 størrelser, så der er til enhver smag.
Og til alle jer med høns: Fremover kan I købe foderet her, Vi sælger 10 kg for 80,- kr
Det lakker mod enden med de små æg - de er allerede noget større. Vi tager en sidste uge med de VANVITTIGE priser, I har set den sidste tid!

16. april
I anledning af dagen (Til lykke i øvrigt) mindes jeg et skilt i en mini gårdbutik (Det var ikke her)
"Margrethe er Danmarks dronning. Her sælges kartofler og honning"
Vi har også en del andre ting - og der kommer til stadighed nye til. I denne ombæring en kollektion (12 forskellige) spændende og flotte urteteer i breve. Vi glæder os til at præsentere dem fra fredag.

7. april
Så blev påsken overstået, men det har vores dejlige nye høns slet ikke opdaget: De lægger æg i lange baner. Og det er små æg, meget nysselige. Vi har brug for at sælge rigtig mange, og derfor sætter vi prisen ned til 20,- kr. for 30 stk det næste stykke tid.
Også æbletræerne har vi gjort til ren discount: 80 kr/stk for store flotte træer. Det er plantetid nu!

27.marts
Endnu et rigtig godt påsketilbud til jer: Fra vores slagter i Onsild har vi fået noget meget mørkt og flot oksekød af østrigsk højlandskvæg. Det er ikke svært at forestille sig kreaturerne græsse i alpelandskabet og den kvalitet noget sådant kød vil få, så alene det...men derudover er det altså også markant billigere end det øvrige oksekød, vi har.

25. marts
Nu vi er i forårsstemning: Vi har nogle rigtig flotte æbletræer til udplantning.
Og så har vi små og billige æg: 30 stk: 30 kr
Påskeharen har lovet at kikke forbi i fredagens løb, så derefter kan vi tilbyde en masse forskellige og lækre påskeæg, dels fra Aurion dels fra Mølleskovly.
Til weekenden kommer også en masse nye og spændende øl fra Ørbæk hjem. Lige noget til påskebordet (selvom der ikke er påskebryg med).

24. marts.
Så er foråret der, og påsken nærmer sig med stor fart. Haveelskerne bruger med stor sikkerhed en del af fridagene i haven. Vi kan udover frøene hjælpe med gule og røde stikløg - og udover de almindelige læggekartofler også tilbyde røde og blå..

20. marts
Der kommer hele tiden nye varer i butikken. Denne weekend præsenterer vi spegepølser af okse og svin som kølevare. Der er smagsprøver fredag og lørdag.

18. marts
Det næste stykke tid har vi et rigtig stærkt tilbud på linser: Både grønne, røde og de sorte kulinariske. De har hver især deres store fortrin og har helt tilbage til det gamle testamentes tid været højt elskede. Jeg er nok ikke den eneste, der husker historien om Esau, der ville sælge sin førstefødselsret for en tallerken linser. Det er heldigvis ikke nødvendigt nu. Benyt lejligheden til at udforske og udfordre denne utroligt lækre bælgplante.

12. marts
Fra i morgen fredag kan vi tilbyde de længe ventede suppehøns. Vi har valgt at sælge dem rigtig billigt: Bare 40,- kr/kg (ikke stykpris, som tidligere skrevet)

9. marts
I den forløbne weekend var der årsmøde og generalforsamling i Økologisk Landsforening. Som altid var det givende at mødes med kollegaer og ligesindede. I år var der ekstra gang i den, fordi 2015 er året, hvor det røde Ø-mærke har 25 års jubilæum. Så der var noget at fejre. Specielt spændende for os var, at det er blevet besluttet at lave et fagudvalg for gårdbutikker i foreningen (oveni de ganske mange, der er i forvejen). Der er efterhånden så tilpas mange af os, at det giver mening. Vi har selvfølgelig rigtig stor interesse i at være med i det felt, fordi det giver mulighed for inspiration og udvikling. Og udvikling er lige os!.
Og sikke et dejligt forårsvejr det er blevet. Vi er klar med fuldt sortiment af frø, så- og priklejord, plantesække og gødninger.
Vi forventer, at "suppehønsene" kommer hjem i denne uge. Vi giver lyd!

4. marts
Vi har lige nu nogle rigtig gode tilbud på 2 spændende pastaer fra Biogan. Det er en lækker spelt spaghetti og ditto med ramsløg (også kaldet vild hvidløg).
Og så skylder vi at fortælle jer, at det endte rigtig godt med hønsene. Vi fandt en løsning, så vi kan sælge dem i butikken. Så fremover vil I kunne finde dem i fryseren til lige under 40 kr./stk.

20.februar
HØNS IGEN:Vi har talt lidt frem og tilbage om, hvordan vi gør med hønsene,og da vi jo SKAL af med dem inden den 1., er vi i den grad til at tale med. Giv et bud! Hvad der måske ikke er helt uvæsentligt: Deres vægt (levende) er ca. 1,8 kg.

18. februar.
HØNS: Den 1. marts skal vi tage afsked med de 1400 røde høns, der det sidste år har forsynet os med de dejligste brune æg, som rigtig mange af jer værdsætter. Det er tid til vagtskifte! De har gjort det rigtig godt - og har også et dejligt roligt gemyt. Vi sælger dem levende, og I kan få en høne - og hold nu fast - for er flad 10er. Hvis I har mulighed for og lyst til et lille eller lidt større hønsehold er her absolut en billig mulighed. De kan lægge æg rigtig længe endnu, og så er der jo også den mulighed, der hedder suppehøns. Billigere kød finder du ikke. De skal forudbestilles!

13. februar
Vi håber I har haft en fantastisk vinterferie. I butikken har der været usædvanligt mange børn, der har blokket deres bedsteforældre for den ene og den anden godbid, Så hyggeligt,
Vi er ved at bygge en lille saftserie fra Voelkel op. Det handler om smukke og handy 25 cl. flasker med et utrolig lækkert indhold. Det næste stykke tid er de sat frem på et bord foran disken, og vi tilbyder:
Tag 6 efter eget valg og betal for 5, så I kan smage, finde ud af, hvor gode de er - og hvilke(n), der er jeres favorit(ter).
Vi har et andet rigtig godt tilbud til jer, så længe lager haves. I kan få
Biogans honningvafler for bare 10 kr/stk

3. februar
Så passerede vi midvinter (næsten uden det har været vinter endnu). Lyset begynder at komme tilbage. Skønt!
Svend Erik er i fuld gang med at bestille frø og planlægge 2015 sæsonen.
I mellemtiden er vi blevet rigtig gode på æbler. Vi har lige nu i hvert fald 5 forskellige slags, de 4 fulde af velsmag. Den femte er Boscop: Uovertruffen til æblekagen - og også i maden,
med sin syrlighed og sødme.

12. januar
2015 er allerede godt i gang - også i butikken. Og januar måned er rodfrugternes måned. Til supper eller bagte - råkost eller sauterede. Lige meget hvad: Man mærker, hvor gode de er i maven.
Og for pengepungen! Det er billig mad. Og så er der jo også kålene. Det er fuldstændig samme historie.
Vores egne æbler er nu brugt op, og vi satser på biodynamiske æbler fra Elbdalen og Sydtyrol. De er af en rigtig høj kvalitet fra begge steder, og vi har adskillige velsmagende sorter.

 




Økologi er godt for vores grundvand. På Korsmedergaard passer vi på naturen

Korsmedergaard Gl. Viborgvej 210 8920 Randers NV. Mobil 4034 7730 - Økologiske dagligvarer og Gårdbutik